søndag den 14. august 2011

Thorkild Krejberg



Måløvgårdsvej 64,2750 Ballerup
Tlf. 44 65 24 21
E-mail: thorkild.krejberg@skolekom.dk

Uddannelse:

Jeg påbegyndte danskstudierne ved Københavns Universitet september 61. Der var dog den særlige vanskelighed at man dengang af uransagelige årsager skulle have den store latinprøve, før man kunne gå til nogen eksamen i danskfaget. Min motivation for at læse latin var lav, så det varede en evighed før jeg fik overvundet denne forhindring. Derefter gik det som smurt, og da jeg gik til afsluttende eksamen i faget (hovedfagseksamen) i 1969, havde jeg den fornøjelse at gense en lang række af de medstuderende jeg i sin tid var startet sammen med. Jeg havde nemlig undgået specialesumpen ved at vælge et sprogligt emne – ”Infortisvokalisme i sjællandske tekster fra det 15.århundrede, især med henblik på Lucidarius” kom min specialeopgave til at hedde. I det hele taget blev jeg gennem studiet mere og mere interesseret i sproglige emner, selv om jeg som de fleste andre på studiet var startet på grund af litterære interesser. Det kom mig senere til gode i mit arbejdsliv som underviser af lærerstuderende. I 1969 begyndte jeg så at studere kultursociologi. Det stoppede jeg dog efter et par år da faget endnu ikke havde fået en bifagsordning, og det i øvrigt ikke længere var relevant i arbejdsmæssig henseende.

Intimsfæren:

Ligesom formentligt langt de fleste af jer andre har jeg gjort det som Kierkegaard lidt ironisk kalder at realisere det almene, altså at blive gift og få børn. Jeg traf Birte Kramhøft i efteråret 66, og vi blev gift i april 68. Familieforøgelse (sønner) fulgte i 71 og 73. Nu så lang tid efter Kierkegaard må man vel sige at realisering af det almene også opfatter en rask lille skilsmisse – eller flere. Sådan er det i hvert fald rundt i vores omgangskreds. Vi undskylder gerne vores manglende normalitet på dette område med at vi har været for dovne. Forklaringen er dog nok snarere en anden. Moderne parforhold er blevet mere og mere tømt for indhold. Først røg arbejdsfællesskabet. Dernæst i kraft af den stigende institutionalisering fællesskabet om ansvaret for børnenes opdragelse. Og så var kun kærligheden tilbage, og den har trange kår når den ikke er forbundet med nogen praksis. Jeg tror det har betydet meget for os, at vores ægteskab har været et fællesskab om samfundsmæssig involvering. Egentligt et nyt arbejdsfællesskab. Og så har vi stort set undgået alle konflikter om kønsroller. Dem tror ingen af os på. I øvrigt har jeg altid ment at kvinder var til større glæde både for sig selv og andre, når de var andre steder end i køkkenet. Jeg er også blevet bedstefar. To kvikke drenge fra 2005 og 2007. Med til det private hører vel også at jeg for 16 år siden gik på en Minesota-kur og siden har været totalafholdende.

Arbejdsliv:

På grund af den stigende mangel på akademisk arbejdskraft blev der sidst i 60erne gennemført en ordning, så det var tilstrækkeligt at have hovedfagseksamen i et fag for at få fast arbejde i undervisningssektoren. Det fik jeg glæde af i 69 hvor jeg straks fik arbejde i Skovlunde på Københavns Dag- og Aftenseminarium (KDAS). Og der var jeg så til 2005. I løbet af få år blev det først og fremmest på seminariets HF-kursus jeg lagde mit arbejde, suppleret med enkelte linjeholdsforløb i læreruddannelsen. For mig var HF dengang et særdeles spændende forsøg på at give bedre muligheder for mønsterbrydere og på at bryde med gymnasiets belastning af traditioner. Samtidig var læreruddannelsens fællesfag i dansk så pseudoakademisk og i så ringe grad professionsrettet at det var til at skrige over. Tænk bare at det først var efter 1990 lærerstuderende obligatorisk skulle stifte bekendtskab med, hvordan man arbejder med at lære børn at læse! Efter 1990 hvor fagdidaktikken var blevet en del af faget dansk, gik jeg i stigende grad over til at undervise lærerstuderende. Nu var der pludselig mening i det. Hvis jeg skal rose mig af en særlig indsats i mit arbejdsliv, må det nok være at jeg spillede en central rolle, da vi på KDAS gennemførte en organisatorisk reform af uddannelsen på vores aftenafdeling. Modellen blev efterfølgende også brugt da vi begyndte at arbejde med IT-hold.

Medborgerskab:

Jeg har gennem næsten alle årene været politisk og samfundsmæssigt at jeg aktiv i den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum i mine første studieår. Jeg forlod Socialdemokratiet i december 67 og blev VSer. Det holdt indtil 1983 hvor partiet begyndte at gå i opløsning. Så holdt jeg en pause indtil 1986 hvor jeg blev medlem af SF. Og der har jeg så været siden jeg sad i Ballerup Kommnunalbestyrelse valgt som VSer i perioden 1978-85. Jeg kan ikke sætte navn på særlig mange ting jeg direkte fik gennemført ud over et solfangeranlæg på en idrætshal og en støtte til Danner-centret for voldsramte kvinder, men indirekte tror jeg ikke jeg var uden indflydelse. Mere direkte indflydelse har jeg nok haft i den bebyggelse jeg bor i. I 1970 købte vi et parcelhus i Skovlunde, så min arbejdsplads på KDAS var inden for gåafstand. Men hvor fårene er, bør hyrden også være, som der står i Biblen. Så i 1975 flyttede vi til den almene boligbebyggelse Måløv Park. Mine valganalyser viste nemlig at nogle udsving i VS-stemmetallene kun kunne forklares ved denne nye bebyggelse var kommet til. Her havnede jeg så i afdelingsbestyrelsen og sad der i 24 år, deraf de 14 som formand og hele tiden med økonomien som mit ansvarsområde. Jeg havde to mål med mit arbejde:
  • at flytte magten specielt over økonomien fra boligselskabsadministrationen til afdelingsbestyrelsen
  • og at give beboerne større råderet over deres egen bolig
Begge mål er i rigt mål blevet indfriet, og jeg kan med tilfredshed konstatere at afdelingsbestyrelsen siden min udtræden i 2002 har fastholdt kursen. Som en sidegevinst kan jeg også notere mig at afdelingen fra at være økonomisk til rotterne har udviklet sig til en velkonsolideret afdeling – tilmed med en lavere husleje end de fleste jævnaldrende bebyggelser. Det skal lige nævnes at jeg har siddet i bestyrelsen for SF-Ballerup fra 1996 til 2010, de fleste af årene som formand. Jeg vil ikke tage hele æren for at vi ved sidste valg øgede vores repræsentation i kommunalbestyrelsen fra 2 til 4, men en flig af den tager jeg gerne. Det er i hvert fald fint at vi nu har sikret kontinuiteten, når min kone og hendes jævnaldrende kollega ikke genopstiller næste gang.

At være en del af ældrebyrden:

Jeg gik på efterløn som 63-årig i 2005. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Jeg var glad for mit arbejde og havde et godt samarbejde både med kolleger og studerende. Måske betød det noget at Bertel Haarder vendte tilbage som undervisningsminister og bebudede reformer af læreruddannelsen. Måske følte jeg bare trang til at høre solsorten og dufte syrener uden at tænke på at nu skulle jeg snart til at læse en bunke opgaver, hvor både de ministerielle opgaveformuleringer og de studerende besvarelser som helhed ville være mere velegnet som rottegift end som intellektuel føde. Men jeg kunne glæde mig over at min tilbagetræden betød, at en yngre løstansat kollega som jeg selv havde været ansvarlig for at ”opdrage”, fik en fast stilling. Jeg har dog øjensynligt ikke helt kunnet undvære de unge mennesker. I hvert fald har jeg ladet mig involvere i en lektiehjælp-ordning hvor først og fremmest unge mennesker med anden etnisk baggrund møder op og får diskuteret deres problemer. Formelt er det kun en eftermiddag om ugen, men når fx Shida ser bedende på mig med øjne så mørke som skovsøer efter solnedgang, bliver det hyppigt til flere seancer. Det er i øvrigt en fornøjelse at støtte specielt disse ambitiøse mønsterbrydere. De er så stolte når de får 10 eller 12 for en af de opgaver, jeg har givet dem vejledning i. Hverken som efterlønner eller pensionist har jeg brugt tid på golf eller andre idrætsaktiviteter. Men jeg bruger meget tid på min nyttehave, og det er nok lige så sundt. I hvert fald betyder det ud over den fysiske udfoldelse at jeg det meste af året kan forsyne vores husstand med grøntsager, der er betydeligt mere velsmagende end dem diverse supermarkeder udbyder. Der er selvfølgelig en del nostalgi i denne beskæftigelse. Men hvor det i mit barndomshjem var den økonomiske nødvendighed der satte dagsordenen for havebruget, så er min beskæftigelse næppe nogen større overskudforretning. Men det giver mentalt overskud at give de jordbær man ikke selv kan spise, til søde nabobørn og se deres øjne lyse af glæde. Mine egne børnebørn bor desværre for langt væk til at de kan få daglig andel i udbyttet. Hvis ikke Birte havde valgt at blive siddende i kommunalbestyrelsen endnu en periode, ville vi sikkert rejse meget mere. Men en to-tre gange om året bliver det da sædvanligvis til. Om sommeren sædvanligvis på skiftende destinationer i Frankrig. Men vi planlægger vores tredje rejse til Kina og har også ideer om gensyn med de baltiske lande og Andalusien.
Thorkild Krejberg

Ingen kommentarer:

Send en kommentar