Hans Livbjerg
Efter studentereksamen i 1961 var jeg i to år soldat ved Jyske Luftværnsregiment med tjeneste først i Vorup ved Aalborg og derefter i Ringsted, Karup og Tønder, før jeg blev hjemsendt som sergent i 1963. Samme år begyndte jeg som kemiingeniørstuderende ved Den polytekniske Læreanstalt i København. At blive kemiingeniør var åbenbart en gammel drøm. I 4. mellem skrev jeg en stil herom. Desværre stavede jeg stilen igennem jobnavnet uden det sidste ”i” (kemiingenør), hvad læreren var illoyal nok til at få meget morskab ud af i klassen.
Da jeg blev civilingeniør i begyndelsen af 1968, var beskæftigelsessituationen for ingeniører god, og der var mange jobs at søge. Men jeg valgte at søge - og fik - et ph.d.-stipendium ved Institut for Kemiteknik på DTU, hvorfra jeg fik ph.d.-graden i 1971. Institut for Kemiteknik var et godt ledet institut med ambitiøse planer for undervisning og forskning, og det var ikke vanskeligt at overtale mig til at fortsætte på instituttet som adjunkt med fagområdet katalyse og senere yderligere aerosol - og nanopartikel-teknik som fagområde. Jeg blev pensioneret som lektor ved instituttet i 2007.
Sammen med en kollega og to af vore tidligere ph.d.-studerende har jeg - ved siden af arbejdet på instituttet - drevet et lille konsulentfirma. Firmaet blev oprettet i 70’erne da vi solgte et nyt katalysatorpatent. Det var dengang offentligt ansatte forskere havde ophavsretten til deres egne opfindelser, hvad de ikke mere har.
Jeg blev gift i 1969 med Inge, der er cand. mag. i engelsk og tysk og blev pensioneret som lektor fra CBS (dengang Handelshøjskolen i Kbh.). Vi har en søn, der er gift med en amerikansk pige og nu bor i Tennessee, USA. Gennem dem har vi et bonus-barnebarn, en pige, der læser til dyrlæge.
Vi bor i Værløse nord for København, et rart, grønt område med skove og søer. Vi kan her få direkte afløb for vores interesse for svampe, som vi også kan dyrke på vandreture i naturen andre steder, når vi benytter os af pensionisttilværelsens frihed til at rejse, når vi har lyst. Det samme gælder for vores anden store interesse, palæontologi. Når man selv er ved at blive et fossil, er det spændende og tankevækkende at finde og identificere fossiler efter liv der er hundreder af millioner år ældre. En del af min tid bruger jeg også på at spille tværfløjte, noget jeg selv – om ikke sagesløse tilhørere - har meget glæde af.
Hans Livbjerg
Efter studentereksamen i 1961 var jeg i to år soldat ved Jyske Luftværnsregiment med tjeneste først i Vorup ved Aalborg og derefter i Ringsted, Karup og Tønder, før jeg blev hjemsendt som sergent i 1963. Samme år begyndte jeg som kemiingeniørstuderende ved Den polytekniske Læreanstalt i København. At blive kemiingeniør var åbenbart en gammel drøm. I 4. mellem skrev jeg en stil herom. Desværre stavede jeg stilen igennem jobnavnet uden det sidste ”i” (kemiingenør), hvad læreren var illoyal nok til at få meget morskab ud af i klassen.
Da jeg blev civilingeniør i begyndelsen af 1968, var beskæftigelsessituationen for ingeniører god, og der var mange jobs at søge. Men jeg valgte at søge - og fik - et ph.d.-stipendium ved Institut for Kemiteknik på DTU, hvorfra jeg fik ph.d.-graden i 1971. Institut for Kemiteknik var et godt ledet institut med ambitiøse planer for undervisning og forskning, og det var ikke vanskeligt at overtale mig til at fortsætte på instituttet som adjunkt med fagområdet katalyse og senere yderligere aerosol - og nanopartikel-teknik som fagområde. Jeg blev pensioneret som lektor ved instituttet i 2007.
Sammen med en kollega og to af vore tidligere ph.d.-studerende har jeg - ved siden af arbejdet på instituttet - drevet et lille konsulentfirma. Firmaet blev oprettet i 70’erne da vi solgte et nyt katalysatorpatent. Det var dengang offentligt ansatte forskere havde ophavsretten til deres egne opfindelser, hvad de ikke mere har.
Jeg blev gift i 1969 med Inge, der er cand. mag. i engelsk og tysk og blev pensioneret som lektor fra CBS (dengang Handelshøjskolen i Kbh.). Vi har en søn, der er gift med en amerikansk pige og nu bor i Tennessee, USA. Gennem dem har vi et bonus-barnebarn, en pige, der læser til dyrlæge.
Vi bor i Værløse nord for København, et rart, grønt område med skove og søer. Vi kan her få direkte afløb for vores interesse for svampe, som vi også kan dyrke på vandreture i naturen andre steder, når vi benytter os af pensionisttilværelsens frihed til at rejse, når vi har lyst. Det samme gælder for vores anden store interesse, palæontologi. Når man selv er ved at blive et fossil, er det spændende og tankevækkende at finde og identificere fossiler efter liv der er hundreder af millioner år ældre. En del af min tid bruger jeg også på at spille tværfløjte, noget jeg selv – om ikke sagesløse tilhørere - har meget glæde af.
Hans Livbjerg
Ingen kommentarer:
Send en kommentar